Det Amerikanske valg

Vi kommer hver dag tættere og tættere på d. 3 november, hvor amerikanerne drager imod stemmeurnerne. Det har været et rigtigt langt valg, i sand amerikansk tradition begyndte det lige efter midtvejsvalget var overstået i 2018.

”Det er det vigtigste valg nogensinde” det hører vi cirka hvert 2. år, når amerikanerne skal stemme. Det er meget klicheagtigt, men denne gang tror jeg faktisk på det. D.3 november skal amerikanerne vælge hvilke kurs landet skal tage, også må landet bære eller briste. 

Fra et dansk perspektiv, er der ingen tvivl om hvem den fortrukne præsident er. USA’s ageren i verden kan mærkes af os alle, så mit umiddelbare fokus er på udenrigspolitikken, selv om jeg ved at emnet ikke vejer meget hos det amerikanske vælgerkorps.

Emner såsom Finans- rets og immigrationspolitik er som regel det der vejer mest for den amerikanske vælger, udenrigspolitik er for de fleste vælgere ikke særligt afgørende, og landets udenrigspolitik er i høj grad styret af, hvad Ben Rhodes tidl. Deputy National Security Adviser, kaldte ”The Blob”, som er en betegnelse for tænketanke, aviser og og andre organisationer, som har stor indflydelse på den udenrigspolitiske diskurs. Det er normalt medlemmer af denne gruppering som ender med at arbejde i udenrigsministeriet, og dermed præger den førte politik.

Et eksempel på hvor etableret amerikansk udenrigspolitik var da Donald Trump bl.a. gik til valg på et opgør med den neokonservative udenrigspolitik som før var dominerende i det republikanske parti, men hvor der gik ikke lang tid med magten, før han selv førte en sammenlignelig politik. 

Utilregnelighed har længe været en fordel for Donald Trump, hans modstandere har måtte være ekstra forsigtige omkring ham. Men utilregnelighed går begge veje, og hans allierede har også måtte rette sig ind efter dette, hvilket er gået udover det transatlantiske samarbejde. Denne utilregnelighed er også utroligt skræmmende, når man overvejer hvilke kræfter som en amerikansk præsident besidder, f.eks. brugen af atomvåben.

Jeg kan forestille mig hvordan Biden ville være som præsident. Til en hvis grad vil han nok mest af alt minde om Barack Obama, på godt eller ondt. I Obamas tid handlede det om store bilaterale aftaler, men også den fortsatte krig mod terror, som blev kendetegnet ved brugen af droner. Jeg kan forestille mig at både Iranaftalen og Parisaftalen vil blive drøftet, og at det diplomatiske bureaukrati vil blive forstærket, eftersom at Trumps udenrigsministerium har lidt af manglende mandskab. 

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan en Biden-administration ville håndtere Mellemøsten? Den nuværende præsident har sat en fast kurs på området, i det at han aktivt har deltaget i den igangværende ”kolde krige i Mellemøsten”. De fredsaftaler man fået forhandlet mellem Israel og golfstaterne har været et forsøg på at få to tidligere modstandere til enes, mod et samlet mål.  

Donald Trump har raslet en del med sablen, men det har ikke kun været tomme ord, hvilket både Iranaftalen og mordet på Qassem Suleimani er et bevis på. 

Joe Biden har udtalt at han vil genforhandle i Iranaftalen, men er det overhovedet realistisk? Et reelt spørgsmål som præger en potentiel ”post-Trump verden”, er, hvordan den globale reaktion ville være, skulle Joe Biden blive præsident. 

Hvor Joe Biden står, er generelt svært, helt konkret at pege på. Han ønsker at normalisere forholdet til regionen efter 17 års indblanding, men han ønsker samtidig at bevare amerikanske styrker,

Der er dog ikke nogen tvivl om at Biden ville fortsætte en vis indblandingen, og at landets politik ikke vil vende på en tallerken, spørgsmålet er bare i hvilken grad den vil blive eksekveret. 

Et andet vigtigt spørgsmål som vil dominere udenrigspolitikken de næste 4 år, er uden tvivl Kina. 

Amerikansk politik overfor Kina var længe et sideprojekt, som blev underprioriteret under krigen mod terror i 00’erne. Den kinesiske økonomi har buldret igennem, i takt med åbningen af landet, og amerikanerne havde hænderne bundet i Mellemøsten. Man har længe vidst at Kina i fremtiden ville blive et problem, men det er som om at det var for sent at man har skridt til handling.

Donald Trumps retorik over for Kina har faktisk, i modsætning til hans forgængere, været hård. Man har ikke været i tvivl om at Kina er, i Josep Borrells ord: ”en systemisk rival, frem for en økonomisk rival”. Hvis Joe Biden bliver præsident er han også nødt til at erkende dette faktum.

Trumps politik har langt fra været perfekt, når det kommer til Kina. Han svigtede demonstranterne i Hong Kong til fordel for en handelsaftale med Kina. Hans handelskrige var et forsøg på at tage tyren ved hornene, men som på grund af kinesisk fleksibilitet, gjorde mest ondt på amerikanske virksomheder. 

Trumps præsidentperiode har også været en guldalder for Kina, som rent diplomatisk har nået store fremskridt i de forløbne år. USA har forladt flere store bilaterale aftaler og organisationer, såsom WHO, Parisaftalen og FN’s menneskerettighedsråd. Hvis der er en ting man kan være sikker på i politik, så er det at magttomrum ikke overlever særligt længe. Selvom at Kina var ”ground zero” for Coronaepidemien, så er landet næsten ikke berørt den dag i dag, hvorimod at den har raset uafbrudt i USA. USA fremstår som værende i galoperende forfald, i mens at Kina har hænderne frie.

USA har været utilregnelig de sidste par år. I takt med at Trump har truffet beslutninger store, som førhen var utænkelige, har dette superladet f.eks. EU’s løsrivelse fra deres afhængighed fra USA, til et punkt hvor EU i højere grad har forsøgt at køre deres egen vej. Det kan ses som en positiv tendens at de europæiske lande bliver mere selvstændige, men behovet for en fællesfront er stadigvæk vækstende. NATO er vigtigere end nogensinde og USA har brug for en præsident, som kan skelne mellem venner og fjender

Vil Trumps tid i det Hvide Hus blive set som en anomali, eller er det bare en forsmag på fremtiden? Jeg tror selv at dette spørgsmål vil have en permanent, negativ indflydelse på verdens fremtidige håndtering af USA. 

Dette valg er det mest kaotiske jeg nogensinde har oplevet, og de sidste 4 år er USA blevet mere og mere polariseret, det er en tendens der må stoppes. Amerikanerne har brug en præsident, hvis mål er at samle, ikke at adskille. Joe Biden er måske ikke den perfekte til opgaven, men han er det bedste alternativ.