Indslusningsløn skal på tegnebrættet i reformværkstedet

I sommeren 2006 lød startskuddet på en politisk reformkurs, der i de efterfølgende 10 år skulle præge dansk politik – uafhængig af politisk observans. Der viste sig en reformvillighed i det politiske klima, der var villige til at tage nogle politisk set svære valg, i bytte for at sikre velfærdsstatens fortsatte udvikling, men vigtigst, overlevelse. Flere store reformer som ”Velfærdsaftalen 2006” og ”aftale om senere tilbagetrækning, 2011”, men også nævneværdige ”aftale om reform af kontanthjælpssystemet, 2013” er alle eksempler på en reformpolitik, der ved brug af pisken frem for guleroden, viste sig utroligt effektive til at øge arbejdsudbuddet. Oven på 36 reformer mellem 2006 og 2018 der tilsammen har forøget den strukturelle beskæftigelse med 170.000 og BNP med 10 %, [1] kan vi i stor hengivenhed kigge bagud og prise os lykkelige for, at tidligere politikere havde modet til at gennemføre en økonomisk politik der meget nødvendigt strammede livremmen ind.

Da sommermånederne indtraf tilbage i 2006 varmede sommerstrålerne ikke blot Danmark op, men også politikernes reformvillighed, som skulle vise sig at være ret så signifikant i de kommende 10-12 år. Målet var kort sagt at optimere dansk økonomi og dermed velfærdsstatens velbefindende og overlevelse, og med eklatante tiltag på pension, arbejdsudbud og overførselsindkomst formåede de folkevalgte at forøge den strukturelle beskæftigelse med over 170.000 danskere med den gavnlige efterfølgende eksternalitet på BNP med vækst på mere end 10%. Disse 36 reformer styrkede Danmark mærkbart med strukturelle foranstaltninger, som skabte grundlaget for de bomstærke offentlige finanser, som både støttere og modstandere af reformerne glædeligt i dag glorificerer.

De seneste par år synes politikerne dog at have løbet hovedet mod muren når det kom til at hive flere reformer op af hatten til styrkelsen af dansk økonomi. Derfor skal der lyde en ros til Mette Frederiksen og regeringen for deres forsøg på at nytænke reformdagsordenen med nedsættelsen af ”kommissionen for 2. generationsreformer”, der har den tidligere overvismand, Nina Smith i spidsen. Nytænkningen ligger i, at kommissionen skal undersøge mulighederne for at aktivere grupper af samfundet, det hidtil ikke har lykkedes at aktivere.

Her fremgår det af kommissoriet at kommissionsarbejdet bl.a. skal fokusere på ikke-vestlige borgere, hvor der viser sig særlige, strukturelle udfordringer ift. til repræsentation på arbejdsmarkedet, sammenlignet med andre grupper. Lykkedes det at finde en model for aktivering af disse indvandrere på arbejdsmarkedet, er potentialet ret markant.

Meget forståeligt er det ikke første gang at økonomer klør sig i nakken over spørgsmålet om arbejdsløshed blandt indvandrere, både fordi udfordringerne er store, men ligeså fordi løsningen ikke synes at være ligetil. Som et flertal af økonomerne i Berlingskes Business Økonompanel tilbage i 2016 kom frem til, er den store udfordring, at indgangsbarrieren på det danske arbejdsmarked simpelthen er for høj. Dette skyldes, at den høje mindsteløn forudsætter et højt kvalifikationsniveau, der kan være så godt som umulige at nå, hvis man kommer til landet uden uddannelse og uden at kunne sproget. Ganske enkelt er det umuligt for disse mennesker at producere en værdi for en arbejdsgiver, der afspejler en timeløn på 150 kr. Naturligvis stilles der lavere krav, dets mindre en timeløn der skal udbetales af arbejdsgiveren, og derfor må man også se i øjnene, at hvis vi nogensinde skal lykkedes med at aktivere denne gruppe på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at gøre ansættelsen af personer i denne gruppe til en rentabel forretning for en evt. arbejdsgiver, så vedkommende ville kunne se muligheden i at rekruttere denne arbejdskraft.

En model der har vist sig effektiv er oprettelsen af IGU’en, hvor flygtninge kan ansættes til elevlønninger og samtidig opkvalificeres gennem uddannelse. Dette kunne meget vel give anledning til at man kiggede på en yderligere udbredning af en reel indslusningsløn, der vil kunne give flygtninge mulighed for at få en fod ind på lønstigen og oparbejde sig kvalifikationer, der på sigt vil stille dem lige med andre arbejdende danskere. Netop debatten om indslusningsløn er tilmed for nyligt blevet genoplivet af tidligere overvismand, Michael Svarer, der ligeledes henstiller til, at Nina Smiths kommission skal undersøge dette som et redskab til at få flygtninge i arbejde. Naturligvis er jobaktiveringen af flygtninge vigtigt – både for de økonomiske potentialer, men også for den personlige velfærd der kommer ud af at indgå i et forpligtende fællesskab på lige fod med andre medborgere, for som Reagan sagde det: ”I believe the best social program is a job”.

Kilder:

[1]: https://fm.dk/media/15354/OekonomiskAnalyse_Reformerharstyrketdanskoekonomi.pdf