I turbulente tider skal den danske model kunne stå imod politisk pres

Midt i den herskende EM-eufori marcherer en rødklædt menneskemængde rundt i de danske gader og stræder under domænet ”Vi er mere værd”. Og tag ikke fejl, det er skam ikke protester over et billigt tilkæmpet straffespark af den oscar-nominerede fodboldspiller Raheem Sterling, som der protesteres imod, men derimod en verserende konflikt på det danske arbejdsmarked, som i øjeblikket befinder sig i et hårdt dødvande grundet den omdiskuterede strejke.

En strejke, som baserer sig på en 50-år gammel saga jævnfør den såkaldte tjenestemandsreform fra 1969, som indplacerede sygeplejefaget på et givent løntrin, der ikke ifølge Dansk Sygeplejeråd ikke afspejler hverken samfundsgevinst eller uddannelsesniveau, og på trods af utallige overenskomstaftaler siden da er lønniveauet fortsat utilfredsstillende ifølge DSR, og dette er kort fortalt historien om, hvor vi er i dag.

Men i virkeligheden er selve lønnen ikke det mest vitale for den aktuelle konflikt, der i øjeblikket bevæger sig med hastige skridt mod løsningsforslag, som ligger milevidt fra de vante metoder, som bruges, når vi diskuterer dansk arbejdsmarkedspolitik. Løsningsforslag, som i høj grad centrerer sig om et politisk indgreb på prisfastsættelsen på sygeplejefaget.

Kort sagt ønskes et politisk bestemt løntiltag, og uanset hvilket standpunkt man indtager i debatten om sygeplejerskernes løn, så bør alle der har den danske model kært skælve ved tanken om netop dette, da der ikke er mange succeshistorier at triumfere med ved disse greb i værktøjskassen.

For hvor stopper det, hvis Christiansborg giver efter ved dette anliggende? Ja, hypotetiske spørgsmål er som bekendt svære at besvare, men ikke desto mindre umådeligt vigtige at kunne besvare, hvis dette scenarie indtræffer.

Spørger du mig, så byder svaret på et ufleksibelt arbejdsmarked, øget grad af ”working poor” og lavere tilslutning til fagbevægelser.

For det er desværre disse resultater, som politisk indblanding på arbejdsmarkedet ender ud med, når de folkevalgte vil diktere forholdene ned til mindste detalje, hvilket eksempelvist ses på det tyske arbejdsmarked, hvor en i dette scenarie lovbestemt mindsteløn indført i 2014 har ført til stagnation i lønudviklingen og dermed ikke forbedret det faktum, at 10% af den tyske arbejdsstyrke lever som ”working poor”.

Stadig ikke overbevist?’

Jamen så lad tage en flyvetur til Sydeuropa og betragte arbejdsmarkedets tilstande dernede. Og tag du hellere en drink at styrke dig på, for lutter lagkage er det bestemt ikke i disse lande, hvor boykots, strejker, årelange opsigelser og ekstrem grad af working poor er dagligdag og nøglekatalysatoren bag de voldsomt skrøbelige og ustabile økonomier, som senest fik endnu en økonomisk saltvandsindsprøjtning af dimensioner i juli 2020, hvor EU-landene nåede til enighed om en genopretningspakke i en sjældent set størrelsesorden, som særligt tilgodeså de sydeuropæiske landes rystende usikre finansielle forhold og arbejdsmarkeder.

Puha, varmen er da godt nok slående i det sydeuropæiske? Lad os se, at komme tilbage til aftalebaserede Danmark, som kan bryste sig af et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder.

Fleksibiliteten er nemlig nøgleordet her, og årsagen til, at det danske arbejdsmarked er så velfungerende, er nemlig, at ansvaret og forhandlingerne er deponeret ved interessenterne, som hver dag har fingeren på pulsen, og derved ved mest og bedst om eget fagområde og dets forhold.

Og dette må vi aldrig forklejne uanset, hvor højt bølgerne går på arbejdspladsen, debatspalterne eller på Christiansborg.

Diskussionen om sygeplejerskernes løn er derfor ikke primært et spørgsmål om løn i min optik, men i langt højere grad en test af, hvor modstandsdygtigt og rustet vores fælles model er over for turbulens.

For om lønniveauet ender med at forblive på nuværende niveau eller stige er for mig ikke det afgørende i debatten om de hårdtarbejdende sygeplejersker, som hver dag lægger alle kræfter og faglige stolthed i deres virke.

Det væsentlige er derimod, at konflikten løses inden for den danske models rammer, og ender det med en lønstigning her, jamen så skal der ikke lyde et ondt ord for mig, når den rødklædte menneskemængde med ”vi er mere værd” bannere demonstrerer rundt i landet. Det skal bare ske på danske vilkår, som det altid lyder fra selvsamme bannerførere i diverse andre anliggender, når den danske model er på debatbordet.