Vi må og skal negativ social kontrol til livs!

En af de mest forfærdelige fænomener er når børn, og især kvinder, udsættes for frihedsberøvelse, tvang og deslige. Man begrænser, i bund og grund, det enkelte menneske dets livsudfoldelse. Det er desværre noget alt for mange oplever i danske hjem. Tilbage i 2017 blev en stor undersøgelse foretaget blandt ca. 4.500 unge, i alderen 15-29. Tallene man fik i den anden ende er intet mindre end rystende.

Mere end hver tiende minoritetsetnisk pige må ikke have venner af samme køn. Blandt 15-17-årige oplever 37% af de minoritetsetniske kvinder og 24% når det gælder mændene, at de har begrænset selvbestemmelse ift. kæreste. Og sådan fortsætter det.

Problemet er langt større end hvad folk tør indse. Det sidste nye, der er dukket op på radaren er en artikelserie omhandlende emnet – alene i vores hovedstad. Berlingske beretter, at man ved udgangen af oktober 2020 havde modtaget mere end 350 henvendelser, hos Etnisk Konsulentteam, som sidder med problemstillingen i Københavns Kommune. Dette tal værende det højeste nogensinde. Man forstår godt, at Cecilia Lonning-Skovgaard, der er integrationsborgmester i København er bekymret. Det ville jeg mildest talt også være.

Spørgsmålet er hvordan vi når fænomenet til livs. Venstre går i den rigtige retning, når man bl.a. vil sanktionere i kontanthjælp eller sende bisidder væk til jobsamtaler.

Jeg mener man kan gå endnu længere. Først og fremmest skal der nedsættes en gruppe bestående af både politiet og de sociale myndigheder, der aktivt bekæmper negativ social kontrol, ved at opsøge fænomenet. Samfundet skal oplyses igennem kampagner, der virkelig italesætter og visualiserer for den enkelte dansker, hvor stor problemet faktisk er, så alle er opmærksomme på det. Der skal iværksættes tiltag, der kan virke præventive – altså at man til alle, indvandrere især, gør klart verbalt, især ifm. deres uddannelse men også i foreningslivet, at der står folk til rådighed, der kan hjælpe. Endelig skal der indføres en generel meldepligt, således at man får bugt med dem, der ikke indberetter.

Tager vi problemet alvorligt, og ser det som ikke kun arbejdsmarkedspolitik, men i højere grad som et socialt problem, så skal vi nok få slået det ned. Det er vel at mærke et problem, som skal løses her og nu, for som en forsker bemærkede, så er det vi ser kun toppen af isbjerget!