Resolutioner om personlig frihed, kultur og religion
En resolution er en politisk erklæring vedtaget på VU’s landsstævne.
-
Afskaf borgerforslag
Siden den 24. januar har det været muligt at stille og indsende borgerforslag, og opnår man tilslutning fra 50.000 stemmeberettigede danskere tvinges Folketinget til at behandle forslaget. VU mener, at dette er en fordummende og forsimplet tilgang til demokratiet.
Vi har et af verdens mest velfungerende repræsentative demokratier, og har gennem en lav spærregrænse og proportionelle valg rig lejlighed til at vælge folkevalgte, som repræsenterer os. At kunne indsamle 50.000 underskrifter forudsætter ikke, at man ser et politikområde i dets rette sammenhæng eller kan anvise finansiering til sit forslag; forudsætninger, der er helt afgørende for at føre fornuftig politik.
Endvidere har borgerforslagstiltaget fuldstændigt fejlet i relation til sit faktiske formål: nemlig at engagere den ”menige” borger. Borgerforslagene er snarere blevet anvendt som kampagneværktøjer af stærke interesseorganisationer som fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen.
Et stærkt demokrati er et samtalende, deliberativt og repræsentativt demokrati. Ikke et enkeltsagsdemokrati. VU siger nej til borgerforslag.
-
Afskaffelse af kulturkanon
I Venstres Ungdom siger vi altid nej til smagsdommeri. Det gælder også, når latterlige forslag om kulturkanon kommer frem. Lad kulturen stå fri.
-
Bevar Historiske Statuer
I Venstres Ungdom mener vi ikke at man skal nedrive Historiske Statuer pga en voksende krænkelseskultur. Der findes mange statuer af mange forskellige mennesker, heriblandt nogle statuer af personer, som ikke længere kan leve op til vores værdier og standarder – simpelthen fordi tidsforskellen eller kulturen er for forskellige. Dette giver os dog ikke ret til at begynde at rive dem ned, da man skal se deres præstation i forhold til deres egen tid og dermed, hvordan verden var engang. Hvis vi kun tillader Statuer som lever op til de nyeste værdier, så vil vi til sidst ikke vide, hvilke individer som har påvirket historien, for at få den verden vi har i dag.
-
BEVAR KONGEHUSET
I Danmark er vi så heldige at have en institution, der fungerer som et unikt samlingspunkt for hele landet, og som formår at bringe individer sammen på kryds og tværs af geografiske, økonomiske, kulturelle og politiske forskelle. Denne institution er samtidig økonomisk rentabel for Danmark. Derfor er det sund fornuft at bevare det danske kongehus, som størstedelen af befolkningen holder så meget af.
-
Færre penge i apanage til kongehuset!
Kongehuset modtager omkring 100 mio. Kr. Årligt i apanage, og yderligere omkring 250 mio. kr. Til blandt andet vedligeholdelse af slotte, hvilket er alt for meget. Disse penge kunne bruges på meget andet såsom skattelettelser, en tredje limfjordsforbindelse eller fjernelse af afgifter. Apanage burde kun udbetales til de personer, som er i direkte linje til tronen, disse personer bør så derefter kunne vurdere hvorvidt de vil udbetale nogle af disse penge til øvrige medlemmer af kongehuset. Derfor mener vi i Venstres Ungdom at apanagen bør være meget lavere.
-
Fjern dele af kirkeministeriet
VU tror på, at den evangeliske-lutheranske kirke, som menes at have det meste af den danske befolkning i ryggen, bør stå på egne ben og vise, at den kan klare sig på lige vilkår med de andre religioner, som også eksisterer i Danmark. Mens vi venter på, at kirke og stat bliver separeret, ønsker Venstres Ungdom, at al personregistrering og begravelseslovgivning overlades til socialministeriet i stedet for at ligge hos kirkeministeriet. Det giver ingen mening at overlade bestemmelser på de to måske nok mest afgørende tidspunkter i vores liv til et ministerium, som diskriminerer og favoriserer én religion frem for andre.
-
Forbyd monopolisering af behandling af transpersoner
I dag er behandlingen af transpersoner stærkt monopoliseret til at foregå udelukkende på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København. Venstres Ungdom undrer sig over, at det frie sygehusvalg er undtaget for transpersoner og mener, Sundhedsstyrelsens behandlingsplan af transpersoner bør liberaliseres, således at det er muligtat modtage behandling hos lige så kompetente læger i resten af landet. Det skal ikke være sværere at blive den, man føler sig som, hvis man bor i Tønder i stedet for i Hovedstaden.
-
Human papillomavirus-vaccine til begge køn!
I dag har vi et overset ligestillingsproblem. Kvinder slipper for at betale for en HPV-vaccine, mens mænd skal betale cirka 1500 kroner. I dagens Danmark er der årligt 370 kvinder, der får livmoderhalskræft, 90% af dem stammer fra HPV. Der er overvældende 400-500 danske mænd, der årligt får kræft, som følge af HPV-infektionen. Ligestilling på et sådant område bør være en prioritet i det danske samfund, fordi vacciner skaber folkesundhed. Med Danmarks i forvejen store velfærdsstat bør det ikke være et problem at skabe råderum til ligestilling på vaccinationsområdet. Derfor mener Venstres Ungdom, at alle i den danske befolkning bør have ret til skatteyderbetalt HPV-vaccine.
-
I Venstres Ungdom mener vi, at det er okay at skyde ulve
I Venstres Ungdom mener vi, at det enkelte individ bør prioriteres højere end et dyr. Derfor mener vi også, at det er okay at skyde en ulv, hvis familier og borgere i de områder, som ulvene lever i, føler sig truet. Det samme gør sig gældende i kampen for beskyttelse af landmændenes husdyr, som skal kunne gå og græsse i fred på markerne.
-
Imod elektronisk valg #nejtilnyt
Elektroniske valg er farlige. I de lande hvor man har haft elektroniske valg, har man set en stigende aktivitet indenfor snyd, hacking og diverse valgforbrydelser. Dette kan ikke accepteres. Derudover, så er det tydeligt, at der findes magter udenfor Danmark, som ønsker at manipulere, ikke blot Danmark, men hele Europa i en bestemt retning. Danmark er allerede et demokratisk land, som opfylder alle betingelser for et fungerende liberalt demokrati – og det skal der ikke ændres ved. Derfor nej til elektroniske valg.
-
Intet er gratis
Venstres Ungdom ønsker øget brugerbetaling på en række offentlige tilbud. Dette kunne eksempelvis være lån af bøger på biblioteket, teaterbesøg, lægebesøg osv. Vi skal ud over den tankegang, at kommunale tilbud er gratis. I virkeligheden koster det hvert årsamfundet masser af penge. Bag alle offentlige ydelser er der altid en skatteborger, der betaler. En øget brugerbetaling kan være med til at rette fokus på, at intet er gratis.
-
Ja til et kønsneutralt CPR-register
I Venstres Ungdom mener vi ikke, at ens køn skal defineres på baggrund af de lige eller ulige cifre i ens CPR-nummer. Hvis man ikke lever op til normerne for, hvordan en rigtig kvinde eller en rigtig mand ser ud, kan man nemlig rende ind i problemer i eksempelvis en lufthavn, hvor man her skal redegøre for sit biologiske køn og sin kønsidentitet. Det kan i forvejen være hårdt og svært at skulle tage stilling til sin kønsidentitet, og det bliver ikke bedre af, at man herefter skal redegøre for den. For at imødekomme alle individer skal vi have et kønsneutralt CPR-register. Det bør dog fremgå af journaler, hvad man biologisk er født som, så der kan tages højde for dette i forbindelse med medicinske indgreb eller andre lægefaglige behandlinger.
-
Jeg døber dig X Æ A-12
Dit navn er en kæmpemæssig del af din identitet og selvopfattelse. Dit navn har simpelthen en så essentiel del i dit liv, at det ALDRIG bør være nogen anden end ens forældre der bør bestemme det. I Danmark har vi de fleste steder et navneregister, som vedligeholdes af det lokale sogn. Vi lever i 2020 i et både multikulturelt og multireligiøst samfund. Derfor giver det ingen mening at det lokale Folkekirke sogn skal bestemme hvad forældre må kalde deres børn. Det er hamrende uliberalt at man på denne måde enten skal vælge et ‘godkendt’ navn eller spørge sødt om man må komme med et nyt. Liberaliser navngivning!
-
Konfirmationsforberedelse bør foregå udenfor skoletiden
I vores moderne tid er det ikke længere hverken naturligt eller fornuftigt, at konfirmationsforberedelse finder sted i skoletiden. Folks religion er et privat anliggende, som ikke bør hverken tilgodeses eller bekæmpes af en statslig institution. Hvis folk mener, at de og deres børn får mere ud af at blive undervist i diverse guder og himmelnisser end samfundsfag og fysik, skal det ikke skabe huller i skoleskemaet for de elever, der ikke ønsker dette, hvorfor det skal foregå udenfor skoletiden.
Venstres Ungdom mener derfor, at konfirmationsforberedelse ikke skal foregå i skoletiden.
-
Liberaliser Folkekirkens finansieringsmodel
Medens vi venter på, at kirke og stat bliver adskilt, kan vi hjælpe det hele lidt på vej. Den frivillige kirkeskat skal kun gå til kirkelige lønninger og handlinger forbundet med religiøse ritualer. I dag betales præstelønningerne delvist over den almindelige skat; det skal stoppes!
-
Lige rettigheder på barselsområdet
Et nyt EU-direktiv har fastlagt at begge forældre skal have minimum 2 måneders barsel hver. Derfor foreslår Venstres Ungdom, at vi endelig får skabt ligestilling på området og tildeler begge forældre 9 ugers barsel efter fødslen. Op til fødslen vil moderen få tilbud om 4 ugers barsel, da vi naturligvis skal tage højde for biologiske forskelle. Det vil efterlade 30 ugers barsel, som familien frit kan disponere over. Den enkelte familie skal have bedst mulige forudsætninger for at indrette sig, som de ønsker. Familien kan opdele forældreorlov ligeligt mellem sig eller selv finde den balance som passer allerbedst for netop dem. Vi tror på, at familierne ved bedst selv.
I VU mener vi, at dette er det tætteste vi kan komme på reel ligestilling på barselsområdet, samtidig med at det giver maksimal fleksibilitet og frihed til den enkelte familie trods direktivet fra EU.
-
Ligestil bloddonationen
I dag er det ikke muligt for homoseksuelle mænd at donere blod. Venstres Ungdom mener, retten til at donere blod bør være en allemandsret, og at diskriminering på baggrund af fordomme ikke bør være grund til at udelukke donerer, som de syge landet over desperat har brug for. Venstres Ungdom mener desuden, alle frivillige donorers blod bør testes for sygdomme, således vi sikrer, at blodbankernes blod er sundt.
-
Mangfoldighed bør ikke koste en øre
Det Danmark, vi kender, er et tolerant land, hvor minoriteter respekteres som en del af vores fælles kultur og samfund. Danmark har været foregangsland for bl.a. kønnenes ligestilling og LGBT-personers rettigheder. Hvordan DR kan forsvare årligt at bruge 2 millioner kroner på en såkaldt ’mangfoldighedskonsulent’ stiller vi os i Venstres Ungdom mildest talt undrende overfor. Ønsker DR’s bestyrelse at opleve mangfoldigheden, skal de blot kigge ud af deres vinduer – det koster ikke en øre
-
Navneregistrering og -ændring skal behandles ved kommunen
I Sønderjylland behandles navneregistreringen af kommunen, i resten af Danmark af sognet. Selvfølgelig skal alt navneregistrering ligge ved kommunen, da man skal have mulighed for at fravælge kristendommen. I dag bliver også navneændringer behandlet ved sognet. Det giver ingen mening, at dette skal ligge ved én religion. Gør kommunen ansvarlig for navnregistrering og -ændring.
-
Nedlæg kulturministeriet
Drop statens snobbede uddeling af tilskud til kulturprojekter og kulturelle oplevelser. Alle former for offentlig kulturstøtte bør indstilles og i stedet bruges på skattelettelser.
Vi er alle forskellige og søger forskellige kulturelle tilbud. Jyder skal ikke betale for den københavnske elites besøg på Det Kgl. Teater mv. Hvis man mener at et kulturelt tilbud har høj værdi for sig selv og samfundet, må man selv betale for det – eller håbe på at fonde og virksomheder kan finansiere gildet, som man i stor stil også ser allerede i både ind- og udland.
-
Nej til krænkelseskultur
Krænkelseskulturen er gået for langt. Folk bliver krænkede på andres vegne, og for mange er krænkelsesparat, og går amok over alt. Det, blandet sammen med overdreven politisk korrekthed, har ført til at flere titler på kunst er blevet ændret for at tilfredsstille de få. Herunder fx Pippi Langstrømpes far, malerier på SMK og forlystelser i tivoli. Det må have en ende, hvis ikke vi skal ende med svenske tilstande, hvor alt skal navngives efter helt specifikke retningslinjer. Derfor siger VU NEJ TAK!
-
Retten til at dø i eget hjem
Af de, der har taget stilling til, hvor de ønsker at dø, svarer 70%, at de ønsker at dø i hjemmet. Alligevel er det kun under halvdelen, der får deres ønske opfyldt grundet uklar ansvarsfordeling mellem de forskellige led i sundhedsvæsnet. Det mener vi ikke er godt nok,og det er uværdigt for de døende. Derfor synes vi, at man i langthøjere grad skal fokusere på at få tydeligtgjort ansvarsfordelingen mellem hjemmeplejen, den praktiserende læge og hospitalet, så flere døende kan afslutte livet i trygge og vante rammer.
-
Selvfølgelig skal abort være fri i Danmark!
Venstres Ungdom går selvfølgelig ind for, at kvinder i Danmark skal have fri adgang til abort. Lige nu er de gældende regler, at en kvinde over 18 år frit kan få foretaget en abort inden udgangen af 12. graviditetsuge. Dette kan ske uden, at kvinden skal stå til regnskab og begrunde sit valg. I Danmark har vi et velfungerende abortsystem, hvor kvinder, der søger om senere abort end 12. Graviditetsuge, skal have det besluttet af et fagpanel. Vi giver læger og andet sundhedspersonale retten til at nægte at deltage ved en abort, f.eks. hvis dette strider imod deres religiøse holdninger. Der er derfor ingen logik i at ville forbyde eller ændre vores frie abort, når den fungerer for alle involverede parter.
I EU er det udelukkende Malta, der endnu forbyder deres kvinder at foretage en abort. Det understreger kun, at abort selvfølgelig skal forblive lovligt i Danmark. Selv konservative Irland har nu fri abort. Der er altså ingen gode argumenter for, at vi som liberale skal begrænse og indskrænke rettighederne for gravide, som var vi et konservativt styre.
Det må være kvindens ve og vel, der står højest, også som et moderne samfund. Derfor går Venstres Ungdom SELVFØLGELIG ind for fri abort i Danmark.
-
Venstres Ungdom hylder ytringsfriheden
Venstres Ungdom støtter til enhver tid op om ytringsfriheden. Efter terrorangrebene i København i februar 2015 har der været stemmer, som ønsker, at vi som folk skal være bedre til at udøve selvcensur. Dette siger Venstres Ungdom nej til.
Som liberale mener vi, at man skal have lov til at ytre sig, som man ønsker. Du skal have lov til at være så stor en idiot, som du vil, men selvfølgelig også forvente, at du bliver set som en idiot. I Venstres Ungdom ønsker vi ikke at lade mørkemænd, politisk korrekte eller andre påføre os censur. Vi skal i stedet stå vagt i frihedens navn.
-
VU afviser enhver tanke om SV-regeringssamarbejde
Efter valget står det lysende klart, at det borgerlig-liberale projekt har brug for en genoplivning. Det er svært at få øje på, hvordan det vil føre til et endnu stærkere Venstre og en styrket blå blok frem mod næste valg, hvis vi gifter os med Socialdemokraterne. Tilliden i blå blok skal genoprettes, og de fælles fodslag skal findes igen – det er en afgørende forudsætninger for, at vi igen kan få en borgerlig-liberal regering efter næste valg. Venstre er af DNA et liberalt parti og den borgerlige lejrs naturlige leder. Efter en rød flirt i valgkampen er det nu på tide, at vi endegyldigt finder tilbage til vores plads, og sætter os i spidsen for at udarbejde et troværdigt borgerlig-liberalt regeringsalternativ til den nuværende S-regering hurtigst muligt. Danmark har brug for borgerlig-liberal politik til gavn for borgere og virksomheder i landet, og ved at melde klart ud nu, kan vi begynde værdikampen i befolkningen og bane vejen for en blå valgsejr.
-
VU går ind for et vildsvinehegn
VU går ind for, at der må blive bygget et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse, som vil skulle betales af private investorer. Hvis der kommer svinepest til Danmark, vil Danmark tabe eksportindtægter for 11 mia. kr. til tredjelande – vi må derfor gøre alt, hvad der står i vores magt for at holde svinepest ude af landet.
-
VU siger ”nej tak” til venstrefløjsfeministiske initiativer
Københavns Kommune har lovgivet omkring, at der skal være et advarselsmærkat på reklamer med retoucherede modeller på. Når Københavns Kommune gør dette, så fordummer de borgerne og fortæller en historie om, at det er synd for dem, da de så vil blive et offer for det skønhedsideal, som reklamen viser. Derfor siger VU “nej tak” til venstrefløjens offerliggørelse af borgerne!
-
VU tager afstand fra Black Lives Matter’s ekstreme ageren
Et ellers fornemt formål om lighed for loven har udviklet sig til en radikaliseret bevægelse, der nedlægger historiske monumenter, sætter ild til politibetjente, plyndret kirker og udsætter borgere for utryghed i deres egne gader. VU går ind for lighed for loven – Uagtet hudfarve, social baggrund eller politisk holdning, men ikke utryghed i vore gader.