Kampagner

Folketingsvalget 2022

Et folketingsvalg er en af de største begivenheder som VU’er, og gennem mange måneder, havde vores folketingsvalg-udvalg udarbejdet, planlagt, udviklet og færdiggjort VUs folketingskampagne. 

Selvom man ikke kan stemme på Venstres Ungdom til et folketingsvalg, spiller vi som organisation en stor rolle. Foruden at have uddannet mange kampagneledere og top-tunede frivillige kræfter, der gør store forskelle på Venstre kandidaters kampagner, fører vi også vores egen kampagne.

Som politisk ungdomsorganisation ved vi, hvad der optager de unge. For vi er unge selv. Og vi ved, hvordan man skal kommunikere til unge, for det gør vi som organisation hver dag.

Vi byggede vores kampagne op om tre tegninger af Jakob Ellemann-Jensen. Vi ville gerne føre en kampagne, hvor vi skabte fed energi omkring Jakob, og så kan det være svært at føre en kampagne med et menneskeligt ansigt, hvis man skal skifte ud hver gang man krydser grænsen til en kreds/storkreds.

I kampagnen ville vi også gerne ud med politiske budskaber. Dels at man skal stemme på Venstre, hvis man ønsker en realistisk og effektiv løsning på klimakrisen, og dels, at ungdommen efter 3 år med Socialdemokratiets ved roret, er blevet umyndiggjort og talt ned til. Hvis man ønsker at “frihed under ansvar” og respekt fra politikerne også skal gælde unge mennesker, bør man sætte sit kryds ved Venstre.

Til at føre kampagne havde vi både vores seje lokalforeninger i hele landet, der mellem uddelinger for de Venstre-kandidater de førte valgkamp for, også delte VU-flyers ud – både på gågaden og som husstandsomdeling.

I kampagnen havde vi desuden tre biler, Elle-mobiler, der kørte rundt i hele landet. De understøttede både VU’s, Jakob Ellemann-Jensens og de øvrige Venstre-kandidaters kampagne, og gjorde alt fra VU’ere til vandflasker og andre materialer mere mobilt, end tilfældet havde været på cykel.

VU’ere i hele landet var, udover flyers, udstyret med bolcher, karameller, lightere, engangs-tattoveringer, klistermærker, kuglepenne, flag og kasketter. VUs kampagne spillede sammen med Venstres, og vi gjorde vores bedste, for at spille Venstre gode.

Trods et valgresultat, som kun kan ærge, er vi stolte af vores valgkamp. Det er ikke nemt, at samle alle stemmerne ét sted, når partiet fra 2019-2022 har kløvet sig i tre, og været mere turbulens igennem. En ting er dog sikkert: opbakningen til Jakob Ellemann-Jensen er stor og intakt, og vi glæder os allerede til næste gang, vi skal på gaden for Venstre. Det går op og ned i både politik og showbiz, men vi ved, at ét dårligt valg, ikke er definerende for et parti. Og slet ikke for Venstre, der har 152 år på bagen.

Skolestartskampagnen 2023

I forbindelse med alle uddannelsesinstitutionerne skolestart har VUere i hele landet været ude og byde dem velkommen. Vi har både været forbi ungdomsuddannelserne som STX, HHX, HTX. Derudover var vi forbi universiteterne i hele Danmark. Men denne gang har vi også været forbi erhvervsskoler og landbrugsskoler, ingen skulle gå glip af en mulighed for at blive en del af Danmarks bedste fællesskab.

I denne kampagne var der fokus på målgruppe og derfor blev der lavet målrettede flyers afhængigt af ens uddannelsesinstitution. Det var der rigtig god respons på og modtagerne kunne i langt højere grad identificere sig med de elementer på flyeren som forklarede vores fantastiske forening.

Venstres Ungdom er det ungdomsparti som er til stede flest steder i landet og den styrke har vi brugt i vores seneste kampagne, da vi har været rundt i alle afkroge af Danmark og tilbyde unge mennesker at blive en del af et liberalt fællesskab.

Forsvarsforbeholdskampagnen

At afskaffe forsvarsforbeholdet har været VUs politik, lige siden det blev indført. Selvfølgelig skal Danmark tage del i EUs forsvarssamarbejde, og selvfølgelig skal vi ikke tage forbehold. Når man er med i klubben, skal man ikke sætte sig på bænken efter forgodtbefindende. 

Derfor var Venstres Ungdom også klar til kamp, da det stod klart, at der som en del af det nationale kompromis, skulle afholdes folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.

Side om side med Venstre førte vi kampagne for et JA d. 1. juni 2022.

Som et kampagne-element fik vi fremstillet et ordentligt læs “JA-hatte”, der fik liv blandt både VU’ere og Venstrefolk. Desuden købte vi Ekstra Bladets side 2 og 3 dagen før valget, hvor vi gik til modangreb på EBs NEJ-kampagne. Vi havde flyers, der forklarede og forsvarede et ja, og natten før valget, var VUere over hele landet på gaden med kridtspray, der på asfalten skrev budskabet “STEM JA”.

Den skæve kampagne, med flere anderledes elementer end dem vi plejer at bruge, fik stor ros fra Venstre, der tilskrev netop VUs kampagne en del af æren for det flotte resultat: 66,9% af danskerne stemte JA.

Dermed afskaffede Danmark det første af vores fire forbehold.

Vi håber, at det ikke er det sidste. Det europæiske samarbejde kalder på en styrkelse, når verden går igennem usikre tider. Og her skal Danmark ikke tøve, men gå helhjertet ind i det europæiske samarbejde. Uden forbehold.

Scroll to Top

Tilmeld PBS

Vil du gerne have, at det er lettere for dig at gentegne dig i din lokalforening? Vil du gerne være endnu mere med i den liberale kamp? Så tilmeld dig PBS – så trækkes kontingentet automatisk og uden besvær. Det er legende let!

Udfyld formularen nedenfor og du er godt på vej mod et enklere og lettere medlemskab af Danmarks bedste ungdomspolitiske forening!
Sådan gør du:
1. Find dit medlemsnummer på vu.membersite.dk.
2. Udfyld formularen for automatisk betalingsservice – Klik på linket her OBS: Angiv dit medlemsnummer som kundenummer i formularen.
3. Du er nu tilmeldt PBS og bidrager yderligere til den liberale bevægelse.
Man kan kun tilmeldes PBS, hvis indehaveren af kontoen, der tilmeldes PBS, er over 18!