Virksomheder, institutioner og andre dele af vores samfund er så småt begyndt at få lov til at vende tilbage mod den virkelighed, som vi kendte for Corona-krisen. En anerledes hverdag kan anes ude i horisonten, hvor håndsprit, afstand og hygiejne med stort H er på nødvendighedslisten. Men regeringen famler i blinde, når det kommer til at åbne det, der skaber det sammenhold, det samfundssind og den ”solidaritet”, som vi tudes ørene fulde af, er det, der gør Danmark til et helt særligt land.
Der har været udbrudt noget nær en glædesbølge i den danske, og måske særligt københavnske, befolkning, da Zoologisk Have i København efter tilladelse fra Rigspolitiet havde fået lov til at åbne den gamle have. Denne glædesbølge skulle dog snart forvandle sig til et ramaskrig, da både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) frarådede en genåbning – her har altså ikke været tale om et forbud eller en konkret retningslinje om, hvad man må og hvad, man ikke må. Hvis bare erhvervene, heriblandt både Zoologisk Have og IKEA, kunne få klare svar på, hvad der er tilladt, ville man som virksomhed have noget at forholde sig til.
For hvad det er værre at følge regler, man ikke forstår, end at ingen regler have. Hvad må man, når der ikke er forbud mod at åbne, og politiet siger, man må, men ministeren fodslæbende og nølende spørger, om man ikke nok vil lade være. Der mangler en virkelighedssans og føling med, hvad der foregår ude i samfundet, når man med den magtarrogance nægter at komme med svar på spørgsmål, som er stillet på et rimeligt grundlag.
Der hersker øjensynligt en inkonsistens i de beslutninger, som tages, når dele af samfundet erklæres for åbningsklare. Der er ingen sammenhæng mellem, hvor der er lavt smittetryk, eller hvor der er en økonomisk gevinst ved at genåbne. Efterskolerne er et godt eksempel her, for der er ingen økonomisk gevinst i at åbne – men til gengæld er smitterisikoen stor. Det er en fantastisk beslutning at åbne efterskolerne og give de unge lov til at nyde de sidste måneder med dem, som for mange bliver livslange venner. Men hvorfor får højskolerne ikke samme behandling, når der grundlæggende er tale om samme type af skoleophold?
I foreningslivet er der også godt med rundforvirring. Der findes forskellige retningslinjer og regler fra forbund til forbund, og det ville også give god mening, hvis retningslinjerne var opstået på baggrund af hensyn til aktiviteten eller sporten. Men hvorfor må man gerne sidde 10 spejdere udendørs, når man ikke må sejle en kapsejlads, hvor man i forvejen har mere end to meters afstand, hvor man er 11 mennesker? Tallet ti er blevet den hellige gral, når det kommer til spørgsmålet om, hvad vi må, og hvad vi ikke må.
Den danske befolkning er ikke så dumme, som statsminister Mette Frederiksen og hendes hold af inkonsistente regelryttere gerne vil gøre os. Efter to måneders gentagelse af den samme plade, kan vi den snart alle sammen udenad. Hvis der ikke snart kommer et nyt nummer til, som vi faktisk kan se en mening i, er chancen for at Zoologisk Have åbner, at museerne gør det samme og at foreningslivet måske dyrker sport i smug stor.
