Med vores liberale udgangspunkt er samfundets svageste en hjertesag. Vi tilslutter os, at “et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste”. Vi er ikke imponerede over det sikkerhedsnet, vi som samfund har spændt ud under børn og unge, der har brug for social støtte, og vi er slet ikke tilfredse med konsekvenserne; hvordan de klarer sig resten af livet.
At vokse op i Danmark skal være trygt. Opvæksten bør være præget af omsorg, og den enkeltes helbred og udvikling skal sikres.
Det er ikke alle børn i Danmark, som er født med forudsætningerne for en god opvækst. Derfor er vi som samfund ansvarlige for at yde den sociale støtte, der skaber de bedste forudsætninger for den enkelte. Opgjort pr. 31. december 2020 modtog 50.100 børn og unge mindst én social støtteforanstaltning fra kommunen, og i samme år var 13.500 anbragt uden for hjemmet.
Ser man på statistikkerne for tidligere anbragte, taler de deres tydelige sprog: Blandt tidligere udsatte børn har omtrent halvdelen ingen anden uddannelse end folkeskolen, andelen der har fået en fængselsdom, og andelen i stof- og alkoholbehandling er markant højere for tidligere udsatte børn i forhold til ikke-udsatte, og erhvervsindkomsten er i gennemsnit kun halvt så høj for tidligere udsatte børn, end for personer der ikke modtog støtteforanstaltninger som børn eller unge.
Når børn og unge vokser op som en del af systemet, er det afgørende, at der er klare rammer. Det gælder særligt for, hvilke voksne der repræsenterer systemet; dem, der træffer afgørelser, og hvilke voksne der tager sig af barnet eller den unge, og yder omsorg. Alle børn og unge har ret til en retfærdig behandling i systemet, men de bør også have ret til almindelig menneskelig omsorg og gode tillidsfulde relationer til voksne. Det er dog vigtigt, at disse roller ikke blandes sammen, for en professionel voksens rolle kan ikke være begge dele.
Vores tilgang til børne- og ungeområdet er rettighedsbaseret. Vi tror, at den bedste vej til at sikre børn og unge et sikkerhedsnet er gennem rettigheder, ikke vurderinger i metermål. Dertil kommer, at kontinuitet i sagsbehandlere og andre professionelle voksne er af afgørende betydning.
Alle børn har ret til en værdig barndom, og det er en kamp, vi som liberale bør være bannerfører for. For os handler det om at skabe frihed gennem muligheder og meningsfulde liv for alle danske børn og unge, uanset hvem deres forældre er.
Derfor lancerer vi vores udspil ”Alle har ret til en værdig barndom”.
Læs det her: VærdigBarndom_Socialudspil