Det er ikke statens opgave at definere, hvad der er dansk kultur. Kultur er noget, der sker mellem folk, og er ikke noget smagsdommere fra staten skal beslutte. Staten har kun en enkelt opgave, når det kommer til kulturpolitik, og det er at vedligeholde dansk kulturarv. Venstres Ungdom mener, at det er vigtigt, at vi som nation ikke mister vores identitet i jagten på et friere og mere liberalt samfund.
Danmark understøtter en masse forskellige kulturelle tilbud, som danskerne ikke bruger. Venstres Ungdom mener derfor, at vi skal skabe konkurrence på kulturområdet, så de bedste kulturtilbud overlever. Finansiering af kulturelle tilbud skal derfor ske gennem brugerbetaling eller anden privat støtte og ikke af staten. Det sørger for, at der er en bred folkelig opbakning til de kulturelle tilbud, der udbydes. Samtidig forhindrer det staten i at agere smagsdommer, og lader i stedet befolkningen dømme.
Derfor mener Venstres Ungdom, at
• Staten ikke skal definere, hvad der er god kunst.
• Staten skal ikke støtte kunstnere eller kulturelle institutioner.
• Det ikke er statens opgave at finansiere nogen former for medier, teatre, orkestre eller andet.