VU’s Social- og sundheds ordfører, Cecilie Vest, reagerer på regeringens forebyggelsesudspil.
Regeringen er i sidste uge udkommet med et forebyggelsesudspil, der vil sænke grænsen for den alkoholprocent unge i 16-17-årsalderen må købe til 6%, hertil hæves afgiften på nikotinprodukter. Vi mener tiltagene i forebyggelsesudspillet beviser hvad vi længe har frygtet: regeringens kontrolmani har taget overhånd.
Vi skylder de kommende ungdomsgenerationer bedre, end at ville straffe dem for kulturen i generationerne der er kommet før dem. Alle studier viser netop, at unge i dag drikker langt mindre end før i tiden – så hvor kommer sagaen om at netop vores generation er exceptionelt problematisk på området – når de der drikker mest i Danmark i 2023 er bedsteforældregenerationen.
Regeringens intention er nobel, men eksekveringen indikerer en fejlslagen forståelse for hvordan man skaber reel forandring for ungdommen i dag. Det virker på alle måder usandsynligt at gennemførslen af de foreslåede regler vil betyde at unge ikke længere tager alkohol med til fest og drikker, langt mere sandsynligt er at kulturen fortsætter, men under mere ustabile rammer end i dag og at indskrænkelserne betyder at vi nu ikke længere kan danne de sunde rammer for fester i de fællesskaber de unge indgår i, og at det derimod vil begynde at foregå under utrygge og ukontrollable forhold.
Når vi ser på afgift-stigningerne på nikotinprodukter, er det næsten eksemplarisk på, at vi for ofte i udarbejdelsen af forslag på sundhedsområdet ikke har for øje, hvordan vi sørger for at lave lovgivning, der tager hånd om den konkrete udfordring, men derimod ser os til rette med at sørge for at alle ved vi har opdaget problemet og herefter laver en halvhjertet indsats lige symbolsk nok til, at man efterfølgende kan vaske hænderne rene af udfordringen og sige ”nu har vi forsøgt – det er den skøre ungdom den er gal med”. Men ærligt talt, grunden til at afgifterne ikke har virket de første par omgange er netop at fremgang skabes ved uddannelse og ikke yderligere sanktionering.
Helt principielt så skylder vi også en af Danmarks absolut mest ansvarstagne og engagerede ungdomsgenerationer den tillid, som bør være definerende for al socialpolitik – nemlig den fundamentale tro på individet, en tro der så absolut også bør gælde vores ungdom.
Lad os i stedet vise ungdommen tillid, give dem friheden til at varetage deres eget liv og på denne måde naturligt inducere en ny ansvarsbevidsthed, som ikke naturligt vil fremkomme i et samfund hvor vi som unge vokser op med en formynderstat, villig til at tage alle beslutninger om vores liv – fra procenten i det vi har med til gymnasiefest, til hvad der serveres i offentlige kantiner.
Fremgang, ansvar og tillid er de tre grundlæggende ting vi ønsker fra vores ungdomsgeneration på dette område, men lige netop disse 3 ting er desuden hvad vi bliver nødt til at vise ungdommen for at opnå samme. Denne ansvarsfratagelsestendens er på alle måder en monumental trussel mod ungdommen, for alt det ansvar, alle de beslutningsmuligheder og selvbestemmelsesbeføjelser, der fjernes fra ungdommen, er ansvar ungdommen aldrig får muligheden for at tage – og dermed aldrig lære af.
