Det frie marked
VU går ind for et frit samfund med et frit marked uden offentlig indblanding. Fundamentet for det frie marked er den private ejendomsret. Beskyttes den private ejendomsret sikres en dynamisk udvikling af samfundet til gavn for alle. På et frit marked kan det nemlig betale sig at løbe risici, da man selv får lov til at høste frugterne af sit arbejde. VU hylder kontraktfriheden, der sikrer, at man kun behøver at indgå de handler, man selv har lyst til. Handler baseret på frivillighed er til gavn for alle parter i handlen, da de ellers aldrig ville have indgået den. Dette sikrer en dynamisk og kreativ udvikling af samfundet, da producenterne på grund af konkurrence hele tiden må optimere og videreudvikle deres produkter og minimere deres omkostninger, hvis de skal klare sig på markedet. VU finder det smukt, at kapitalismen omfordeler ressourcerne bedst og gavner samfundets velstand som helhed til trods for, at alle på markedet handler ud fra egeninteresser.
Kapitalisme
Mange mener, at kapitalismen er et ondt væsen, der helst skal tæmmes for at fungere ordentlig. Små simple eksempler viser dog, at kapitalismens grundprincipper ligger dybt gemt i vores natur. Vi tænker bare ikke over det til hverdag. Ét eksempel er: Børn der samler, bytter og spiller med samlekort. Børn ved, at hvis man vil bytte sig til et sjældent kort, må man ofre flere af sine kort, ligesom at et ligegyldigt kort ikke er særlig meget værd. En byttehandel sker kun, hvis begge parter er indforstået med ”prisen”. Uden at tænke over det dyrker børn til daglig kapitalismen i dens reneste og smukkeste form, uden at nogen taler om, at nogle har det dårligere end andre af den grund. Man vil finde det absurd at tale om uretfærdighed, blot fordi nogle har bedre kort end én selv. Alle implicerede vil finde det utænkeligt at ændre på vilkårene for byttehandlen. Man vil ikke kunne forstå, hvorfor nogle skulle gribe ind i byttehandlerne – for alle indforståede parter får jo noget ud af det!
Skat og retfærdighed
VU går ind for, at staten skal blande sig så lidt som muligt, herunder at skatteopkrævninger skal minimeres. Der skal altså være markant lavere skat på eksempelvis indkomst, end der er i dag. Hvis skatten er lav, øges incitamentet til at arbejde, da man nu får lov til at høste frugterne af eget arbejde. Dette skaber en større og bedre vilje til at optimere sin indsats, produktiviteten stiger og væksten øges. Derudover skal skatten også være flad, så alle betaler den samme procent af deres indkomst i skat. At nogle mener, det er uretfærdigt, at folk med forskellige jobs tjener forskellig løn, er absurd. Det er som at påstå, at det er uretfærdigt, hvis én er bedre til svømning end en anden. Vilkårene i konkurrencesvømninger er de samme for alle: Der er nemlig ens regler! At folk er forskellige på baggrund af naturlige evner, viljen til at træne, held etc. er ikke en del af retfærdighedsbegrebet, da markedet netop sikrer, at man arbejder der, hvor man er mest til gavn. Folks forskelligheder styrker kapitalismen og sikrer samfundets konstante udvikling.
VU’s principprogram om skat og finans
Skat- og finansresolutioner – En resolution er en politisk erklæring vedtaget på VU’s landsstævne